Menu

Klubben donerer bolde og tøj til organisationen FANT

image
08. marts 2019 kl. 07:41

Hundige Boldklub donerer bolde og tøj til fodboldglade børn i Sierra Leone

                                                                                                                              

Oliver kommer trillende ind på parkeringspladsen i Hundige Boldklub. Han skal hente over 50 bolde til organisationen FANT – Football for a new tomorrow. Derudover skal der også være plads til fire store tasker samt tre sække med spillertøj i hans lille bil. 

Klubbens ledelse har nemlig besluttet at gamle spillersæt og bolde skal afleveres et sted, hvor de kan gøre nytte - og ikke bare ende i skraldespanden.

Derfor tog Hundige Boldklub kontakt til organisationen FANT i forbindelse med en større oprydning i klubbens materialerum.


Jan Andersen, formand for Hundige Boldklub, udtaler: ”Vi er selv en klub, hvor ikke alle familier har råd til træningstøj og nyt udstyr – derfor ved vi, hvor meget det betyder at få støtte udefra, for at gøre deltagelsen i foreningen så lige for alle som muligt.

Derudover ser vi jo dagligt på banerne, hvordan fodbold er med til at skabe fællesskab og nedbryde fordomme – så derfor er arbejdet i FANT i tæt harmoni med klubbens egne værdier”.

 

FANT er en frivillig organisation der arbejder i Sierra Leone, som fra 1991 og cirka 11 år var hærget af borgerkrig.  FANT arbejder med forsoning gennem etablering af idrætsforeninger, hvor børn og unge kan indgå i sunde fællesskaber og via foreningslivet blive bekendt med de demokratiske principper. FANT har pt 10 idrætsforeninger i Sierra Leone med ca. 300 frivillige trænere, som fungerer som rollemodeller for børnene og inspirerer og støtter dem i hverdagen.

Oliver fra FANT fortæller, at Hundige Boldklubs donation bliver sendt afsted til Sierra Leone dette forår sammen med en ny kunststofbane doneret af Unisport Scandinavia.